Det er ikke alle kunstnere givet at beherske det store såvel som det lille format. For væveren Charlotte Schrøder er det to sider af samme sag. Det foreløbige højdepunkt i det store format var værket “Musikkens Verden” fra 1998, udsmykningen til Meany Hall, Seattle, der i en kort periode kunne ses på Kunstindustrimuseet i København. En eminent sikker komposition, båret af en vældig bølgende rytme fra violinist til dirigent, to koncentrerede mennesker, der i bogstaveligste forstand opsluges af musikken i et abstrakt rum af svævende strygeinstrumenter. Musikoplevelsen som motiv er blevet Charlotte Schrøders kendingsmærke. Musikken er en verden hun er fortrolig med, og som til stadighed forsyner hende med billeder, der finder vej til skitsebogen. Hendes intense indlevelse i musikken formidles ikke bare i genkendelige motiver som musicerende skikkelser eller instrumenter. Hun formår at fortolke selve tonernes abstrakte tilstedeværelse ved at sætte rummet i svingninger. Her er det, at væven kan noget, som den tegnede skitse ikke formår. Ligesom noderne i partituret fortolkes af musikeren, oversætter Charlotte Schrøder sine tegnede sort/-hvide skitser til kompositioner af farvede garner i uld, silke og hør. Indslaget hviler let i trenden på den opretstående væv, en personlig teknik, der forlener hendes vævninger med en egen sart stoflighed. I de store formater brydes farvefladerne op i et væld af nuancer, hvorved motiverne til dels opløses og abstraheres, samtidig med at skitsens friske lethed bevares. Charlotte Schrøders minitekstiler, der er emnet for Kunstindustrimuseets udstilling, fortæller en anden historie. Her er vi i privatsfæren, det er minder som skal bevares, oplevelser der skal huskes. Hyppige rejser til både nær og fjern fæstner sig på nethinden og lagres i hukommelsen. Hastige blyantskitserfastholder øjeblikket, en belysning over Middelhavet set fra San Cataldo, cyklister i Hanoi, Venedigs luftspejlinger. Længere ophold giver mulighed for at omsætte indtrykkene direkte i en lille transportabel væv. Miniformatet dikterer en mere naturalistisk form end de store formater. Hjemme i vævestuen stilles skarpt på motivet og med en tætvævet spinkel tråd “fremkaldes” den løse skitse, indtil det sete og erindrede træder tydeligt frem. Man overgiver sig fuldstændig til disse små, sansede billeder, der indeholder det hele i koncentrat, og som suppleret af kunstnerens egne korte notater giver os lov til at kigge med i Charlotte Schrøders private familiealbum.

Vibeke Woldbye mag.art.